Hvor lang tid tager det at behandle min sag?
Svar:
Vi kan ikke sige noget generelt om, hvor lang tid det tager at behandle en sag. Vi må ofte hente oplysninger fra flere forskellige steder, og der kan være flere trin i sagen undervejs, for eksempel undersøgelser og høringer. Det medfører en vis sagsbehandlingstid.
Hvorfor er der flere sagsbehandlere på min sag?
Svar: I Arbejdsskadestyrelsen har vi organiseret os i 10 team. Hvert team behandler sagerne fra et bestemt område i Danmark. På den måde får vi en god kontakt til lokale kommuner, fagforeninger, læger, virksomheder med flere. Det betyder også, at flere sagsbehandlere involveres i de enkelte sager. Det giver dels en effektiv sagsbehandling, dels kan flere personer i teamet svare på dine spørgsmål.
Hvorfor får jeg en rykker, når jeg har svaret på jeres brev?
Svar: Vores sagsbehandlingssystem sender automatisk rykkere ud, hvis svarfristen er overskredet, og vi ikke kan se, at der er registreret et svar på sagen.
Registrering sker ved, at vi scanner al post ind på sagen, så sagsbehandleren kan se posten elektronisk. Indscanningen sker normalt fra dag til dag, men breve kan krydse hinanden.
Hvis du er sikker på, at vi har modtaget brevet, kan du blot se bort fra vores rykker.
Hvorfor får jeg først at vide, at min sag er anerkendt, når jeg får afgørelsen om erstatning?
Svar: For at gøre sagsbehandlingstiden så kort som mulig træffer vi nu samlede afgørelser om anerkendelse og erstatning.
Tre måneder efter, vi har modtaget en anmeldelse om din arbejdsskade, får du et brev, hvor vi fortæller dig, hvis vi går i gang med at vurdere spørgsmålet om erstatning. Hvis du får det brev, kan du normalt gå ud fra, at din sag bliver anerkendt.
Hvorfor får jeg ikke min afgørelse lige efter de 14 dage, som I har givet mig til at kommentere sagen?
Svar: Du får stort set altid afgørelsen få dage efter at fristen på de 14 dage er udløbet. Men det sker, at nye oplysninger fra dig, arbejdsgiveren eller forsikringsselskabet skal indgå i afgørelsen. Det kan trække afgørelsen lidt ud.
Hvorfor har jeg flere sager, når I kun har modtaget én anmeldelse om min arbejdsskade?
Svar: Vi opretter flere sager, hvis der på anmeldelsen er nævnt flere sygdomme. Der er nemlig forskellige betingelser for at anerkende forskellige sygdomme.
Hvorfor kan jeg ikke få at vide, hvornår jeg får en afgørelse?
Svar: Arbejdsskadesager er meget forskellige, og vi vurderer hver enkelt sag individuelt. Det gør det umuligt præcist at sige, hvornår vi kan komme med en afgørelse i din sag.
Hvilken skade eller sygdom du har fået samt dine muligheder for at arbejde og tjene penge efter skaden har stor betydning for, hvor mange oplysninger vi har brug for, inden vi kan afgøre din sag.
Hvorfor kan jeg ikke kommentere sagens oplysninger, inden I træffer en afgørelse?
Svar:
Vi giver dig kun mulighed for at kommentere de oplysninger i sagen, du ikke kender i forvejen, og som kan være til skade for dig i en afgørelse.
Hvorfor skal I have besked, hvis der sker ændringer i min sociale eller arbejdsmæssige situation?
Svar: Hvis du modtager en løbende erstatning for en arbejdsskade, skal vi have besked, hvis der sker ændringer i forhold til din økonomi og din arbejdssituation. Det kan nemlig medføre en ændring i din ret til erstatning.
Du har pligt til at give os besked, hvis du får en højere indtægt end den, din erstatning er beregnet ud fra. Hvis du tjener flere penge, bliver din erstatning sat ned eller stopper helt.
Modsat skal du også give os besked, hvis du ønsker din sag genoptaget, fordi forhold i dit liv bliver værre. Det kan eventuelt medføre en højere erstatning.
Jeg har modtaget et brev, som er stilet til min arbejdsgiver. Der står kopi på. Skal jeg svare på det?
Svar: Nej. Brevet er kun til din orientering, så du kan følge med i, hvad der sker i din sag.
Jeg har været til undersøgelse ved speciallæge. Hvad sker der nu?
Svar:
Vi skal først have erklæringen fra speciallægen. Derefter skal den vurderes af en sagsbehandler og eventuelt en lægekonsulent. Når sagen er blevet vurderet, kan vi træffe en afgørelse om mén, medmindre der mangler oplysninger.
Hvordan kan I vurdere mit varige mén, når I aldrig har undersøgt mig?
Svar:
Det kan vi, fordi vi fra forskellig side har skriftlige oplysninger om følgerne af din arbejdsskade.
Vi vurderer det varige mén ud fra oplysninger fra blandt andre læger, speciallæger og arbejdsmedicinske klinikker, der har undersøgt dig. Vi har desuden en række specialiserede lægekonsulenter, som hjælper os med at tage stilling til det varige mén i mere komplicerede sager.
I den vejledende méntabel er der fastsat procenter for forskellige skader. I omkring 90 procent af sagerne kan ménet fastsættes direkte efter tabellen. I sager hvor det ikke kan ske, laver vi et skøn.