Spørgsmål og svar
Genoptagelse efter Højesterets dom af 22. april 2009
Spørgsmål:
Jeg har fået et brev fra Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse som følge af en højesteretsdom - hvad handler det om?
Svar:
Brevet handler om, at Højesteret har afsagt en dom, som ændrer vores praksis for at genoptage spørgsmål om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.
Derfor skal vi nu genoptage de sager, hvor vi tidligere har afvist at genoptage, hvis afvisningen er sket på et forkert grundlag.
I brevet beder vi dig om at returnere den vedlagte blanket, hvis du gerne vil have, at vi undersøger, om din sag kan genoptages på baggrund af Højesteretsdommen.
Du skal være opmærksom på, at du med den underskrevne blanket har givet os samtykke til, at vi kan indhente og videresende yderligere oplysninger i sagen.
En genoptagelse er ikke i sig selv nogen garanti for mere i erstatning. Det er alene en garanti for, at Arbejdsskadestyrelsen vil se på din sag igen og vurdere, om der er grundlag for at ændre den tidligere fastsatte godtgørelse for varigt mén og/eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Spørgsmål:
Jeg har fået et brev fra Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse som følge af en højesteretsdom - hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker min sag genoptaget?
Svar:
Du skal sætte kryds i rubrikken på den blanket, som fulgte med brevet, underskrive blanketten og sende den til:
Arbejdsskadestyrelsen
Sankt Kjelds Plads 11
2100 København Ø
Når vi modtager blanketten, ved vi, at du gerne vil have din sag behandlet igen. Du skal være opmærksom på, at du med den underskrevne blanket har givet os samtykke til, at vi kan indhente og videresende yderligere oplysninger i sagen.
Spørgsmål:
Jeg har IKKE fået brev fra Arbejdsskadestyrelsen om genoptagelse, selvom jeg tidligere har fået afslag på genoptagelse. Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker at få undersøgt, om min sag kan genoptages efter den nye praksis?
Svar:
Hvis du har en sag, som du mener, vi skal genoptage som følge af højesteretsdommen, og har du ikke hørt fra os endnu, kan du skrive til os og henvise til dit sagsnummer og ”højesteretsdom om genoptagelse”.
Du kan også udfylde nedenstående blanket og sende den til os.
Spørgsmål:
Jeg har IKKE tidligere bedt om genoptagelse af min arbejdsskadesag. Har højesteretsdommen betydning for mig?
Svar:
Ja, men kun hvis du på et tidspunkt beder os om at genoptage din sag.
Efter højesteretsdommen har vi ændret praksis i sager om genoptagelse. Hvis du beder om at få genoptaget spørgsmålet om erstatning i en anerkendt arbejdsskadesag inden for 5 år fra den første afgørelse, vil vi behandle din anmodning efter den nye praksis.
Spørgsmål:
Jeg har bedt om at få genoptaget min sag. Hvornår hører jeg noget fra Arbejdsskadestyrelsen?
Svar:
Vi har flere tusinde sager, som vi skal genoptage som følge af højesteretsdommen. Der kan derfor godt gå nogle måneder, inden du hører fra os, hvis du har bedt os om at genoptage din sag. Det er vores mål, at alle disse sager er behandlet inden for et år efter, at vi har modtaget en anmodning eller et blanketsvar fra dig.
Spørgsmål:
Har I taget stilling til den fremadrettede praksis for genoptagelse af erstatningsspørgsmålet?
Svar:
Vi har allerede fastlagt en fremadrettet praksis om genoptagelse af erstatningsspørgsmålet. Den nye praksis betyder, at langt de fleste sager vil kunne genoptages.
Ved vurderingen af spørgsmålet om genoptagelse inden for 5 år efter vores første fastsættelse af erstatning skal vi alene vurdere, om der er sket en væsentlig ændring af de helbredsmæssige og/eller arbejdsmæssige forhold.
Når vi tager stilling til, om en sag kan genoptages, skal vi ikke længere vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem forværringen og arbejdsskaden, og vi kan ikke stille krav om, at genoptagelsen vil medføre en højere erstatning.
Først når sagen er genoptaget, fordi der er sket en væsentlig ændring af de helbredsmæssige og/eller arbejdsmæssige forhold, skal vi vurdere, om disse ændringer er en følge af arbejdsskaden eller andre forhold, og om de giver grundlag for at forhøje den tidligere tilkendte godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne.
Denne side er senest ændret den 11. januar 2012