Alvorlige arbejdsskader fører til førtidspension
Den sociale rapport viser med udgangspunkt i skadeårgang 1997, hvordan en arbejdsskade påvirker den enkeltes liv. Undersøgelsesperioden strækker sig over ti år fra et år inden ulykken eller anmeldelsen til ni år efter.
Både for ulykkessagerne og for erhvervssygdomssagerne betyder et højt tab af erhvervsevne et styrtdyk i evnen til at forsørge sig selv.
På ulykkesområdet betyder et tab af erhvervsevne på 50 procent eller derover, at den enkelte ni år efter ulykken kun forsøger sig selv 15 dage om året. Inden ulykken forsørgede den enkelte sig selv i gennemsnit 313 dage om året.
Anmeldelserne af erhvervssygdomme kommer typisk som et led i et i forvejen langt forløb. Allerede inden anmeldelsen er der her et betydeligt træk på de offentlige ydelser, især sygedagpenge, og evnen til at forsørge sig selv er allerede sat under pres.
I de sager, hvor en erhvervssygdomssag bliver afgjort med mere end 50 procent i tab af erhvervsevne, bliver den enkeltes evne til at forsørge sig selv i gennemsnit reduceret fra 225 dage om året til 30 dage.
Både i ulykkessager og erhvervssygdomssager går en del af de tilskadekomne på pension i de ni år. Men en stor del går fra sygedagpenge til førtidspension. Allerede efter to år er den udvikling sat i gang. Det gælder også - om end i et lidt mindre omfang - i de sager, hvor tabet af erhvervsevne er mellem 15 og 50 procent.
Denne side er senest ændret den 12. november 2009