Inspiration på tværs af landegrænser
Arbejdsskadestyrelsens direktør, Anne Lind Madsen
18. juni 2008
Erfaringsudveksling, inspiration og endnu et tættere samarbejde.
Arbejdsskadestyrelsens direktør, Anne Lind Madsen, er uhyre tilfreds med resultaterne af den internationale arbejdsskadekonference, som hun som formand for samarbejdsorganisationen Europæisk Forum netop har været vært for.
”Meningen med den årlige konference i Europæisk Forum er netop, at vi skal udveksle erfaringer, hente inspiration og gerne udvide vores samarbejde. Det har vi til fulde opnået i løbet af disse dage i København, blandt andet ved optagelsen af et nyt medlem i Europæisk Forum, nemlig Letland,” siger Anne Lind Madsen.
Konferencens dominerende tema var de psykiske arbejdsskader, som der over hele Europa anmeldes stadig flere af.
”De psykiske arbejdsskader er det moderne arbejdsmarkeds nyeste udfordring og derfor også det felt, hvor arbejdsskadeinstitutionerne over hele Europa står i et vadested med forholdsvis begrænset viden,” siger Anne Lind Madsen.
”Danmark er blandt de lande i Europa, der anerkender flest psykiske arbejdsskader. Det skyldes blandt andet, at Danmark som et af de få lande har en psykisk sygdom, nemlig PTSD, på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Desuden besluttede vi her i foråret sammen med Erhvervssygdomsudvalget at åbne op for, at sager om depression som følge af massiv stresspåvirkning kan anerkendes efter forelæggelse for udvalget,” siger Anne Lind Madsen.
Hun forventer, at debatten om de psykiske arbejdsskader vil fortsætte blandt de europæiske arbejdsskadeorganisationer i de kommende mange år.
”Der er både i Danmark og hos mine kolleger i udlandet en stor vilje til at arbejde videre med det her område,” siger Anne Lind Madsen.
75 deltagere fra 20 lande deltog i konferencen i Eigtveds Pakhus i København.
Yderligere oplysninger:
Pressechef Birgitte Lyhne: 26 97 15 32
Hent billedet i printkvalitet