Méntabel skydeskive for præmiestigninger

1. november 2004

Medierne bringer i dag historien om stigninger på op til 70 procent på ulykkesforsikringer. Årsagen er, at udgifterne til erstatninger i længere tid har oversteget indtægterne fra præmier. I den forbindelse fremsættes en påstand om, at ændringer i Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel betyder, at langt flere skader end tidligere nu sættes til 5 procent.

Anne Lind Madsen, direktør i Arbejdsskadestyrelsen, siger:

"Jeg undrer mig over udmeldingerne om grunden til de omfattende præmiestigninger. På et møde med blandt andet forsikringsselskaberne har de netop sagt, at de er enige i vores vurdering af, at omkostningerne ved den nye tabel er i størrelsesordenen 2-3 procent."

Faktum er, at den nye méntabel er en nedskrivning af den gældende praksis på arbejdsskadeområdet. Den indeholder ikke generelt en forhøjelse af satserne. Derimod er der tale om forhøjelser på enkelte områder, som for eksempel følger efter hjerneskade. Arbejdsskadestyrelsen vurderer, at dette vil indebære merudgifter i størrelsesordenen 2-3 procent.

Yderligere oplysninger fås på Arbejdsskadestyrelsens pressetelefon 39 17 77 82.