S

A | B | C | D | E | F | G | H | I | J | K | L | M | N | O | P | Q | R | S | T | U | V | W | X | Y | Z | Æ | Ø | Å

Samtykke
Arbejdsskadestyrelsen behandler sager ved stiltiende samtykke. Det betyder, at den tilskadekomne ikke skal skrive under på, at vi må behandle sagen og indhente og give oplysninger i sagen videre. Den tilskadekomne kan dog altid bede Arbejdsskadestyrelsen om at stoppe sagsbehandlingen.

Sikker procent
Hvis styrelsen ikke endeligt kan vurdere et tab af erhvervsevne eller et varigt mén, kan vi i nogle tilfælde fastsætte en lavere, men sikker procent. Det kaldes en sikker procent, fordi så meget er den skadelidte sikker på at få tilkendt. Styrelsen vil så tage sagen op senere for at vurdere, om vi kan fastsætte procenten mere præcist. (Se også Revision).

Sikringspligt
En arbejdsgiver har pligt til at forsikre sine medarbejdere (sikringspligt). Med denne pligt følger også pligten til at anmelde eventuelle arbejdsskader.
Arbejdsskadeloven har sin egen definition af en arbejdsgiver. Den lægger blandt andet vægt på, hvem der har mulighed for at instruere en person og får nytten af arbejdet.
Arbejdsgiveren er ikke nødvendigvis den, som udbetaler løn.
En sikringspligtig arbejdsgiver skal tegne en arbejdsulykkesforsikring i et godkendt forsikringsselskab.
Samtidig skal arbejdsgivere tilmelde sig Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (se Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring) for at sikre sine medarbejdere mod erhvervssygdomme.
Visse arbejdsgivere skal ikke have en forsikring:
Det er for eksempel private personer, der får udført tjenester og hjælp i husholdningen i mindre end 400 timer om året og selvforsikrede (kommuner).

Skat
Man skal ikke betale skat af godtgørelse for varigt mén og andre erstatninger, der bliver udbetalt på en gang. Derimod skal der betales indkomstskat af månedlige erstatninger for tab af erhvervsevne eller tab af forsørger.

Speciallæge
En læge må ikke uden særlig tilladelse kalde sig for speciallæge. Sundhedsstyrelsen giver tilladelsen.

Speciallægeerklæring
Arbejdsskadestyrelsen indhenter sommetider en speciallægeerklæring for at vurdere de lægelige spørgsmål i en arbejdsskadesag. Den speciallæge, der undersøger den tilskadekomne, skriver en erklæring om patientens oplysninger og om sin undersøgelse af den tilskadekomne.

Stiltiende samtykke
Se Samtykke.

Sygdom
Se Erhvervssygdomme.

Sygebehandling
Se Behandlingsudgifter.

Denne side er senest ændret den 18. juni 2009

Mangler der et ord?