P
A |
B |
C |
D |
E |
F |
G |
H | I | J |
K |
L |
M | N |
O |
P | Q |
R |
S |
T |
U |
V | W | X | Y | Z | Æ |
Ø |
Å
Parter
Sagens parter er den tilskadekomne eller dennes efterladte og forsikringsselskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES). En arbejdsgiver, der ikke har forsikret sig og derfor selv skal betale den eventuelle erstatning, er også part i sagen. At man er part i sagen betyder for eksempel, at man har ret til aktindsigt, at man skal partshøres forud for afgørelsen, og at man kan anke afgørelsen. Arbejdsgivere, der har forsikret sig, kan klage over en anerkendelse eller afvisning, men bliver ikke dermed part i sagen. Disse arbejdsgivere kan alene få aktindsigt i de oplysninger i sagen, der beskriver virksomheden og arbejdspladsen. (Se også Partshøring og Aktindsigt)
Partshøring
Arbejdsskadestyrelsen sender kopi til parterne af de væsentlige oplysninger i sagen, som parterne ikke kender. På den måde får parterne mulighed for at komme med eventuelle kommentarer, inden styrelsen træffer en afgørelse. (Se også Parter)
Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD)
Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) er den eneste psykiske sygdom, der er optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.
For at få diagnosen PTSD kræver det, at du har været udsat for traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed, der var af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur. Sygdommen skal opstå inden for seks måneder efter, at du har haft de traumatiske oplevelser.
Typisk oplever du følgende psykiske symptomer:
- Tilbagevendende genoplevelse af traumerne
- Stærkt ubehag ved udsættelse for omstændigheder, der minder om traumerne
- Undgåelse af alt, der minder om traumerne
- Delvis eller fuld fortrængning af de traumatiske oplevelser
- Mindst to af følgende: Besvær med at falde i søvn eller sove igennem, irritabilitet eller vredesudbrud, koncentrationsbesvær, hypervigilitet (usædvanlig vagtsomhed) eller en tilbøjelighed til at fare sammen
De fleste tilfælde af posttraumatisk belastningsreaktion forsvinder inden for to år. Det særlige ved denne diagnose er, at påvirkningens karakter og styrke indgår i betingelserne for, at diagnosen kan stilles.
Det vil sige, at man godt kan have de rigtige symptomer, men da påvirkningen ikke har været tilstrækkeligt psykisk belastende, kan diagnosen ikke stilles. I de tilfælde kan der måske stilles diagnosen uspecifik belastningsreaktion.
Denne side er senest ændret den 21. januar 2010