Udgifter under sagens behandling

Mens din sag bliver behandlet, betaler din arbejdsgivers forsikringsselskab nogle af de udgifter, du har som følge af din skade.

For at du kan få dækket dine udgifter under sagens behandling, skal du sende regningerne for udgifterne til din arbejdsgivers forsikringsselskab. Dine udgifter bliver i rimeligt omfang betalt efter regning, hvis de hænger sammen med den behandling, du modtager som følge af din skade.

Du bør få en forhåndsgodkendelse til en udgift, inden du afholder den, hvis du vil være sikker på, at forsikringsselskabet betaler udgiften.

Udgifter, som forsikringsselskabet dækker, kan være:

  • Udgifter til lægeundersøgelse
  • Udgifter til transport
  • Tabt arbejdsfortjeneste
  • Udgifter til måltider og overnatning

Udgifter til lægeundersøgelse
Vi kan bede dig om gå til undersøgelse hos din egen læge eller hos special- og hospitalslæger. Lægen sender regningen for undersøgelsen og regningen for erklæringen til din arbejdsgivers forsikringsselskab.

Udgifterne til l ægeundersøgelser, som vi ikke har bedt om, men som for eksempel din advokat eller fagforening har sendt dig til, dækkes kun, hvis vi bruger oplysningerne i vores sagsbehandling, og hvis undersøgelserne ikke allerede er betalt af andre, eksempelvis din kommune.

Udgifter til transport
Hvis du har udgifter til transport i forbindelse med lægeundersøgelser, behandlinger eller indkøb af hjælpemidler, kan du få udgifterne dækket.

Du kan få transportudgifterne dækket, hvis du kører med offentlig transport eller i egen bil.
Du kan kun få betalt rimelige taxaudgifter, hvis din læge dokumenterer, at du på grund af dit helbred ikke kan benytte offentlige transportmidler eller egen bil, eller hvis du bor et sted, hvor der er udpræget dårlige offentlige transportmidler.

  • Hvis du kører i egen bil, får du betaling pr. kilometer efter statens satser. I 2012 udgør satsen 2,10 kroner per kilometer. Det er arbejdsgivers forsikringsselskab, som dækker dine udgifter
  • Hvis du kører med offentlige transportmidler, får du betaling for tog på 2. klasse, busbilletter og færgebilletter. Det er arbejdsgivers forsikringsselskab, som dækker dine udgifter. Du skal blot sende billetten til arbejdsgivers forsikringsselskab
  • Hvis du skal have dækket rimelige taxaudgifter, skal du få taxachaufføren til at skrive en kvittering, som du sender til din arbejdsgivers forsikringsselskab

Tabt arbejdsfortjeneste
Du kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste i et rimeligt omfang, hvis den tabte arbejdsfortjeneste skyldes, at vi har bedt dig om at gå til undersøgelse.
Det vil sige, at du som udgangspunkt stilles økonomisk, som om du havde været på arbejde.
Du skal sende dit krav til din arbejdsgivers forsikringsselskab. Der er et maksimum for den arbejdsfortjeneste, der kan dækkes. I 2012 kan du maksimalt få dækket tabt arbejdsfortjeneste svarende til et beløb på 251,19 kroner per time.

Bortset fra dette tilfælde dækker arbejdsskadesikringsloven ikke erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
For at du kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste skal:

  • Undersøgelsen medfører et arbejdsfravær af mere end 2 timers varighed
  • Din arbejdsgiver dokumenterer din mistede arbejdsindtægt

Du har pligt til at begrænse dit arbejdsfravær ved at aftale undersøgelserne således, at det går mindst muligt ud over dit arbejde.

Eksempel på delvis dækning af tabt arbejdsfortjeneste
Per, som var langturschauffør, gik glip af en 10-dages tur, fordi han skulle deltage i en lægeundersøgelse. Vi gav kun erstatning for én dags fravær.

Udgifter til måltider og overnatning
Hvis du skal være borte fra dit hjem i mere end 5 timer på grund af undersøgelser, som vi har sendt dig til, betaler din arbejdsgivers forsikringsselskab rimelige udgifter til måltider. Du kan få dækket dine udgifter efter statens time- og dagpengeregler.
Du skal sende din opgørelse og eventuelle regninger til din arbejdsgivers forsikringsselskab.
Hvis det er nødvendigt, at du overnatter uden for hjemmet i forbindelse med en undersøgelse, som vi har bedt om, betaler din arbejdsgivers forsikringsselskab time- og dagpenge.

Denne side er senest ændret den 08. januar 2012

Udgifter til behandling, medicin, hjælpemidler med videre

Arbejdsskadeloven dækker også nødvendige udgifter til: