Høresygdomme
Støjbetinget hørenedsættelse
Langvarig udsættelse for daglig støj kan medføre hørenedsættelse. Det vil sige, at sygdommen kan opstå som følge af lydpåvirkninger på arbejdet.
Anerkendelse efter erhvervssygdomsfortegnelsen
Krav til diagnosen
For at du kan få anerkendt en hørenedsættelse som arbejdsskade, skal du have stillet diagnosen støjbetinget hørenedsættelse (på latin: DLA professionalis).
Diagnosen skal være stillet ud fra et audiogram. Audiogrammet skal udvise et dip ved 4.000 eller 6.000 hertz. Et dip ses som et stort hak nedad på kurven ved 4.000 eller 6.000 hertz.
Hørenedsættelser af andre årsager medfører andre audiogramforløb, og disse sygdomme kan ikke anerkendes som arbejdsskader. Der er dog tilfælde af blandede høreskader, hvor en del af sygdommen skyldes støj på arbejdet og en del skyldes andre årsager. Hvis vi anerkender en blandet høreskade, hvor hørenedsættelsen delvis skyldes andre forhold end støj på arbejdet, vil vi eventuelt trække fra i erstatningen.
Hvis du har kraftigt generende tinnitus i tilknytning til en støjbetinget hørenedsættelse, kan tinnitus-generne indgå i erstatningen.
Krav til påvirkningen
Du skal normalt have arbejdet i kraftig støj i mindst 5 år. Kraftig støj er mindst 85 dB som gennemsnit for arbejdsdagen. Hvis du har været udsat for kraftigere daglig støj, kan vi nedsætte kravet til den tid, du har været udsat.
Eksempel 1
En 52-årig mand havde arbejdet som automekaniker og plade­smed ved forskellige arbejdsgivere gennem 20 år. Han havde været udsat for kraftig støj (85-90 dB) omkring halvdelen af arbejdsdagen i alle årene fra slibemaskiner, vinkelslibere, bilmotorer med videre. Han klagede over hørenedsættelse og over stærkt generende tinnitus.
Sagen anerkendes. Audiogrammet viser en hørenedsættelse, der er en følge af udsæt­telse for støj, da der er et karakteristisk dip ved 4.000 hertz. Tinnitus vil indgå i erstatning en.
Eksempel 2
En 56-årig mand havde i 8 år arbejdet som maskinfører for en entreprenør­virksomhed, hvor han var udsat for støj fra maskiner, lufthamre og især bor. Støjen var voldsomt kraftig (mere end 95 dB) gennem det meste af arbejdsdagen.
Sagen anerkendes, da audiogrammet viser et støjbetinget dip ved 4.000 hertz. Hørenedsættelsen ved 2.000 hertz og 3.000 hertz svarer imidlertid ikke til den hørenedsættelse, der erfaringsmæssigt følger af 8 års udsættelse for voldsomt kraftig støj. Denne del af hørenedsættelsen må derfor skyldes konkurrerende ukendte årsager (DLA incertus). Ved fastsættelse af erstatning vil kun den del af hørenedsættelsen, der skyldes arbejdet, blive godtgjort.
Anerkendelse uden for erhvervssygdomsfortegnelsen
Der er ikke andre høresygdomme, der efter vores nuværende viden kan opstå som følge af påvirkninger på arbejdet. Hvis din høresygdom ikke opfylder kravene efter fortegnelsen, vil vi derfor afvise din sag uden forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget.
Denne side er senest ændret den 02. juni 2009