Redning af menneskeliv er dækket af arbejdsskadeloven

Hvis du forlader eller afbryder dit sædvanlige arbejde for at forsøge at redde andres liv eller ejendomme af større værdi, vil du være omfattet af arbejdsskadesikringsloven.

Selv om det efterfølgende viser sig, at der ikke var nogen fare, vil du alligevel være omfattet af loven, hvis du havde rimelig grund til at tro, at der var tale om en farlig situation.

Redning uden for dit arbejde
Hvis du kommer til skade under et forsøg på redning af menneskeliv her i landet på et tidspunkt, hvor du ikke er på arbejde, vil du også være omfattet af loven.

Eksempler

Forsøg på redning af andre i arbejdstiden
En kontaktperson på en døgninstitution er på skovtur med beboerne, da en af dem pludselig falder om med et ildebefindende. Hun forsøger at genoplive ham og får en rygskade.
Skaden er dækket af arbejdsskadeloven.

Forsøg på redning af menneskeliv – uden for arbejdstid
Kenneth kom kørende på en motorvej en lørdag formiddag. Han så en bil, der var kørt af vejen. Føreren sad stadig bag rattet og var bevidstløs. Kenneth stoppede og løb hen til bilen for at få føreren ud. Under dette brød bilen i brand, og Kenneth blev forbrændt på armene.
Kenneths skade blev anerkendt som en arbejdsskade.

Læs mere

Denne side er senest ændret den 11. august 2009